Diætist Huset
Menu

15. marts 2018 - Gitte

Irritabel tyktarm – en folkesygdom

Mere end 800.000 danskere er diagnosticeret og har periodiske problemer med irritabel tyktarm.. Diagnosen stilles på baggrund af de symptomer man har, og ikke ud fra en blodprøve eller anden test. Derudover kan tilstanden ikke helbredes med medicin. Irritabel tarm er en meget generende tilstand på grund af de symptomer der forekommer, men den er ikke farlig og den medfører ikke øget risiko for kræft. Da symptomerne kan være nogle af de samme, som opstår ved andre tarmsygdomme, er det vigtigt at have udelukket disse. 

 

Symptomer på irritabel tyktarm

Irritabel tarm medfører ofte luft i maven, mavesmerter, oppustethed, udspilethed, diarré, forstoppelse, afvekslende afføringsmønster, kvalme, træthed og sure opstød. Symptomerne kan svinge meget i perioder hos den enkelte person og kan forringe livskvaliteten. En hektisk livsstil, angst, bekymringer og stress kan påvirke mavetarmsystemet og forværre symptomerne.

 

Behandling af irritabel tyktarm

Den eneste måde at behandle irritabel tyktarm på er ved hjælp af kostomlægning. Stort set alle som har en irritabel tyktarm mærker bedring hvis de omlægger deres kost. For mange vil en justering af kosten som flere fibre, optimeret måltidsmønster, mere vand, mindre kål, bønner og lign. samt motion være tilstrækkeligt til at bedre symptomerne. Men for andre kan det være nødvendigt med en mere restriktiv diæt og udelukkelse af specifikke fødevarer. Det er dokumenteret, at 74 % af patienterne med irritabel tyktarm, har haft en gavnlig effekt med Low FODMAP diæten jf. FaKD.

 

Hvad er FODMAP?

Betegnelsen FODMAP står for Fermentable Oligo-, Di, and Monosaccharides and Polyols. Disse FODMAPs er kortkædet kulhydrater, der findes i forskellige fødevarer. Fødevarer der indeholder disse kulhydrater betegnes også ”High FODMAPs” og forværrer symptomerne hos personer med irriteret tarm. Low FODMAP diæten har til formål, at udelukke disse kulhydrater i kosten i 4-8 uger. Hvis man oplever en bedring af symptomerne, ser diæten ud til at have en effekt og kan fortsættes. Dog kan man efter udelukkelsesperioden prøve at genintroducere fødevarerne, for at gøre kosten så varieret som muligt.

 

Hvem kan vejlede mig omkring irritabel tyktarm?

Hos Diætisthuset tilbyder vi vejledning omkring irritabel tyktarm og kan gennem et vejledningsforløb hjælpe patienter med at omlægge deres kost. Vi kan finde ud af hvilke kostændringer patienten skal indføre og vurdere om patienten skal følge Low FODMAP diæten eller det er andre kostændringer der skal til. Læs mere her

 

Populære Tags

Loading...