Diætist Huset
Menu

Camilla Iversen

Jeg har altid været småbuttet, men efter 3 børnefødsler, var det kun i dunkel belysning, mens jeg trak maverne ind, at jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg kun var buttet og ikke fed. Jeg havde på det tidspunkt prøvet alle kure fra vægtkonsulenterne, vægtvogterne, Lene Hansson til Dr. Phil og alt derimellem. Selv NUPO som var en hæslig oplevelse, og et meget kort bekendtskab.

Jeg var på det tidspunkt tæt på at give op, og følte at et besøg hos en diætist var sidste udvej. Hvis det ikke virkede ville jeg indstille mig på, at jeg resten af livet skulle bruge str. 44 eller XL. Problemet var bare, at vægten ikke stod stille på småfed, men stille og roligt fortsatte sin stigning, så jeg var ved at være godt desperat. Så jeg var nok ikke det mest sprudlende og optimistiske væsen da jeg troppede op hos Birgitte som det stakkels kvindemenneske hed som skulle få min vægt på ret køl.

Birgitte er et dejligt positivt og løsningsorienteret menneske, som hurtigt fik mig til at tro på, at hvis jeg havde tillid til, at hun havde fuldstændig styr på det med kosten, så skulle det nok lykkes. Første gang snakkede vi 1 time, og allerede om aftenen havde jeg en plan at gå ud fra. Den ultimative fordel ved planen var, at jeg ikke klokken 10 skulle spise knækbrød med hamburgerryg, hvis det ikke var det jeg havde lyst til. Faktisk var jeg allermest forbløffet over, hvor meget jeg skulle spise. Planen var lagt, så jeg skulle spise 6 måltider om dagen, og jeg ville tabe mig 0.5 kg om ugen, selvom jeg lå på sofaen og ikke bevægede mig overhovedet. Det gjorde jeg så de første 10 kg. Indtil jeg konkluderede at det hjalp ikke det store at være blevet slankere, hvis det hele bare hang løst. Så begyndte jeg at gå ture i rask trav, og pludselig skete de store ændringer. Ikke kun med min krop, men også mit syn på motion, som eller tidligere havde været begrænset til at løbe efter bussen, hvis det ikke kunne være anderledes.

Planen tager højde for, at jeg ikke mener livet er værd at leve uden chokolade. Men det at jeg kan vælge chokolade som mellemmåltid 3 gange om dagen, gør at jeg ikke føler det er nødvendigt at udrydde hele pladen med Marabou fordi jeg ved at jeg om et par timer kan få noget mere. Og som tiden er gået, er de usunde fødevarer blevet langt mindre attraktive, end de var tidligere. Jo mere jeg er kommet i kontakt med min krop, jo hurtigere kan jeg også mærke når jeg fylder den med ting som den ikke har godt af.

Egentligt burde jeg været stoppet hos Birgitte for 1 år siden. Min BMI er gået fra 28.6 til 21.7, og planen er så indarbejdet i mig, så jeg ikke længere tænker så meget over hvad jeg spiser, men helt automatisk får de rette mængder. Og får jeg alt for meget en aften, jamen så regulerer det sig over de kommende dage. Men alle de år som overvægtig har gjort mig rædselsslagen for at havne der igen, og derfor er pengene givet godt ud på et kontrolbesøg i ny og næ.

Det er en ultimativt federe oplevelse at købe tøj i str.38 fremfor str.44, og det er sku noget mere cool at kunne låne sine teenageres tøj fremfor sin mors!!!

Så tak til Diætisthuset, og i særdeleshed Birgitte som har hjulpet mig med at ændre mit liv…

Loading...