Diætist Huset
Menu

Overspisning

14. september 2017 - Gitte Dreyer

På klinikken ser jeg ofte klienter der gerne vil have “den gyldne løsning” til at komme ud af deres overspisning. Sagen er bare, at vores udfordringer med mad sjældent kun har én årsag, og derfor er der sjældent bare ét redskab, der kan løse det hele.

Fælles for mange mennesker er dog, at de har en sort/hvid-tilgang til mad, som netop får dem til at overspise endnu mere, når først de er i gang.

Det kan godt være, at der er nogle dybere følelser eller behov, som i første omgang gør, at de tager et stykke kage hvis den alligevel står fremme på arbejde eller lign. Men hvis man så oven i købet føler skam og dårlig samvittighed over, at man overspiser eller spiser noget usundt ("det burde jeg jo ikke... jeg har ingen rygrad... jeg duer heller ikke til noget som helst..."), så forværrer det ofte overspisningen endnu mere.

Når du føler skam og dårlig samvittighed over din spisning, så aktiverer det en negativ stressreaktion i din krop med øget udskillelse af stresshormonet kortisol. Det giver dig en øget appetit og signalerer til din krop til at den skal lagre mere fedt. Det nedsætter også din sensitivitet for nydelse, hvilket betyder, at der skal meget mere mad til for at få den tilfredsstillelse, du søger.

Du får måske mere lyst til at overspise netop for at dulme den stress og det giver dig at dårlig samvittighed, eller du får lyst til at trøstespise for at kompensere for alt din selvkritik og dunken oven i hovedet.

Når du har alle disse negative tanker om, at du ikke “burde” spise eller overspise, så har du slet ikke nærvær omkring at det og nyde og sanse maden. Hvis du hele tiden går og tænker ”jeg må ikke spise chokolade” så registrere din hjerne ikke ordet ”ikke”. Den hører kun ”jeg spise chokolade” og derved får du endnu mere lyst til at spise det.  

Når du tænker "jeg burde ikke", mens du spiser, så vil du også ofte opleve at spise maden enormt hurtigt som en strategi til at få den forbudte og skamfulde situation til at forsvinde hurtigere ("Jeg skynder mig... så er det væk"). Når du spiser meget hurtigt, får du ikke smagt på maden og får ikke den tilfredsstillelse du egentlig ønsker. Samtidig når din mave ikke at sende signaler til hjernen om, at din mavesæk er ved at blive fyldt op, og du vil derfor spise meget mere, inden mæthedssignalerne overhovedet har en chance for at sætte ind.

Denne sort/hvid-mentalitet, får dig til at tænke “Nu har jeg ikke overholdt det, det hele er ødelagt, så kan jeg lige så godt fortsætte”. Så ender du med at spise meget mere, end du ellers ville have gjort. Der er altså rigtig mange mekanismer ved denne tankegang som faktisk forværrer din overspisning.

Det kan godt være, at trangen til overspisning opstår af andre og mere underliggende årsager i første omgang, men når du oven i det hele lægger, skyld, skam og dårlig samvittighed, så har du altså opskriften på endnu mere overspisning.

Hvis du ønsker at få et mere balanceret forhold til mad, så er du nødt til at arbejde med at komme væk fra denne sort/hvide-mentalitet og stoppe med at føle skyld, skam og dårlig samvittighed, når du overspiser.

  • Stop med at fokuserer for meget på hvad du spiser frem for hvorfor du spiser.
  • Når lysten til kage, slik mv. melder sig, så spørg dig selv hvad det er du i virkeligheden har brug for. Måske er du i faktisk stresset, træt eller ked af det.
  • Lad være med at gå på urealistiske og restriktive slankekure, det forstærker kun denne sort/hvide tankegang. 

Populære Tags

Loading...