Diætist Huset
Menu

23. februar 2018 - Gitte

Spise ude samtidig med vægttab

Når du skal tabe dig, er det selvfølgelig lettest, hvis du selv tilbereder alle måltider – så ved du præcis, hvad og hvor meget maden indeholder. Det er jo bare ikke realistisk, ikke at skulle spise ude, hvis man er i gang med et vægttab og det strækker sig over en længere periode. Det er ikke umuligt at spise ude, selv om du vil tabe dig – men kræver lidt ekstra omtanke.

 

Gode råd, så du holder kostplanen, når du spiser ude

Når du ved, du skal ud, så lad være med at springe måltider over inden eller at være alt for sulten, så det bliver sværere at vælge med fornuften frem for med ”lysten”. Lav en aftale med dig selv om, hvad du vil spise inden du tager hjemmefra. Hvis du fx er vant til at spise både forret, hovedret og dessert drikke 3 glas vin så lav fx en aftale med dig selv om, at du vil spise en forret, en hovedret og kun drikke 1 glas vin. 

Når du vælger fra menukortet, så vælg en ret med reelle kødstykker eller fisk – men undgå den panerede slags. Undgå dessert og osteanretninger da det ofte er rene kaloriebomber. Slut eventuelt af med en kop kaffe eller te i stedet. Hvis maden serveres som buffet, så ta’ kun en tallerkenfuld. Hvis maden serveres på tallerkenen, så husk, at det er i orden at levne og at det dig, der bestemmer, hvad og hvor meget du vil spise. 

Det er helt i orden at stille krav til din mad. Bed evt. om ekstra grøntsager eller få sovsen ved siden af så du selv kan bestemme, hvor meget du vil have på.

 

Kantine

Hvis du dagligt spiser i kantinen på din arbejdsplads, er det ekstra vigtigt at stille krav til maden. Hvis det ikke er muligt at få sund og mager mad i kantinen, bør du overveje selv at medbringe en madpakke.

På mange arbejdspladser er der i dag buffeter med et stort udbud af kold og varm mad. Du kan ikke få det hele, hvis du gerne vil tabe dig - vælg en enkelt eller to ting og sørg altid for at dit måltid indeholder ½ tallerken salat eller andre grøntsager.

 

Gæster

Det gode ved at invitere gæster er, at du selv bestemmer, hvad du vil servere. Dine gæster sætter med stor sandsynlighed pris på, at det er mad, der kan spises med god samvittighed – og de vil sikkert aldrig opdage, at det er sund mad uden mange kalorier. Dét at spise sammen, måden maden serveres og præsenteres på og ikke mindst smag, konsistens og farvekombination har stor betydning for opfattelsen af måltidets kvalitet – selv måden bordet er dækket på samt belysningen har betydning.

 

Fast food  

Mange supermarkeder har et pænt udvalg af sunde færdigretter – lige til at putte i mikrobølgeovnen. Suppleret med en pose færdigblandet salat eller nogle frosne grøntsagsblandinger er det også et udmærket alternativ til den klassiske fastfood, og det er klar til at spise på 10 minutter. Det kan være en god idé at have et lille lager af sunde fast food retter i fryseren til de dage, hvor det brænder på.

 

 

Populære Tags

Loading...